Spring til indhold

VestRum markerer nyt kort med en cykeltur

Motionscykeltur på vejene i landsbyklyngen VestRum lørdag den 27. maj under overskriften ”Vi cykler i VestRum”.

I landsbyklyngen VestRum er der de senere år gjort en stor indsats for at kortlægge cykelruter i de syv sogne; Hee, Hover-Torsted, No. Stadil-Vedersø og Tim.

– I første omgang har vi lavet kort for hvert af sognene et efter et. Men nu arbejder vi med et fælles kort. Og så opstod ideen om at lave en cykelrute gennem alle sogne og byer. Eller rettere ideen genopstod, for allerede i 2015, da vi dannede landsbyklyngen, var ideen fremme, fortæller Esben Midtiby, der er kommunikationsansvarlig for VestRum og medlem af Styregruppen.

Start i seks sogne
For at fejre kortet arrangerer landsbyklyngen derfor en cykeltur lørdag den 27. maj mellem klokken 10 og 16. Der bliver start i seks af sognene, hvor der også bliver pitstop med mulighed for at holde en pause. Her er der lejlighed til at komme på toilet, købe forfriskninger eller spise sin medbragte mad.

– Den længste rute er cirka 80 kilometer, hvor du kommer rundt i alle sognene. Men der er også anvist andre ruter på kortet, hvor du nøjes med en mindre del af VestRum, forklarer Esben Midtiby.

Ruterne er ikke markeret langs vejene, så Ole Stampe, der ud over selv at være ivrig cyklist også sidder i Styregruppen, opfordrer til at komme forbi et af startstederne og få et kort udleveret. Eller for at tage et billede af kortet og så bruge sin mobiltelefon til at navigere efter.

 

 

 

 

Ole Stampe (forrest til højre med gul hjelm) på tur med familien.

 

– Jeg cykler selv mange ture i området. Og tror du, at landskabet i Vestjylland er fladt, så bare vent til du skal op ad bakkerne i Hover og Muldbjerg, lyder det fra Ole Stampe med hans vestjyske lune i stemmen.

Cykeltur lig naturoplevelse
Han fremhæver også den fantastiske natur i landsbyklyngen og ikke mindst den forskellighed, der er i naturen. For ud over en god gang motion, er der nærmest garanti for en fantastisk naturoplevelse med både fugle og dyr.

Ole Stampe indskyder, at det er gratis at deltage i selve cykelturen og at du selv vælger, om du vil gøre stop undervejs. Han vælger dog alligevel at opfordre til at tage sig tiden til at stoppe op og få en snak på startstederne i Hee, Muldbjerg, No, Tim, Torsted og Vedersø.

– Er du forhindret den 27. maj så fortvivl ikke, for vi skal nok få kortet lagt på vores hjemmeside vestrum.dk. Så kan du tage en tur en anden dag, nævner Esben Midtiby.

Både Ole Stampe og Esben Midtiby håber, at arrangementet kan gentages på en eller anden måde. Men om det bliver en tilbagevendende årlig begivenhed, må tiden vise.

Læs mere om markeringen af kortet

Se kortet med markerede ruter

Del på Facebook